Bestyrelsen for Par No 1 A/S har behandlet og godkendt virksomhedens resultat.
2009 sluttede for Par No 1 A/S’ vedkommende med et minus efter skat på 6.028.000 kr. (sammenlignet med et underskud på 6.250.000 kr. det foregående regnskabsår).
Dette resultat er ikke tilfredsstillende, men vi ser dog med fortrøstning frem til det kommende regnskabsår. Det hænger ikke mindst sammen med, at vi kan glæde os over, at de første måneder af 2010 har været væsentligt bedre end den samme periode i 2009 og i overensstemmelse med de budgetter, som vi har lagt. Dermed fortsætter vi en tendens, som vi allerede kunne spore i 2009, hvor vi efter et 1. halvår med underskud fortsatte til et 2. halvår, hvor der stort set var balance mellem indtægter og udgifter.
Par No 1 A/S har i 2009 været påvirket af eftervirkningerne af de omkostningstilpasninger, som blev påbegyndt i 2008 – og af, at ordretilgangen især i begyndelsen af 2009 var vigende. Omsætningen har, først og fremmest på grund af finanskrisen, ikke levet op til forventningerne. Tværtimod har vi oplevet stagnation blandt bestående kunder og mistede ordrer på grund af kunders ophør.
I forbindelse med vores overtagelse af Uberkant og A-Pressens indtræden som aktionær pr. 1-1-2010 er der sket en reetablering af Par No 1 A/S’ egenkapital, der nu er på 13.242.000 kr.
