To af Midtjyllands store uddannelsesinstitutioner, EUC MIDT og Viborg Handelsskole, er fusioneret. Det er sket for at skabe en stor og stærk uddannelsesinstitution, der kan sikre et fortsat udbud af erhvervsuddannelser i lokalområdet – og for at sikre den optimale forberedelse til de fremtidige udfordringer på uddannelsesområdet.
I den forbindelse har Par No 1 været dybt involveret i en værdiproces, der skulle lede frem til udvikling af nyt navn og logo. Der blev blandt andet gennemført fokusgruppeinterviews med bestyrelse, ledelse, medarbejdere og elever, ligesom der var telefoninterviews med virksomheder i den nye uddannelsesinstitutions dækningsområde.
Navnet Mercantec er et kunstord, skabt ved en sammentrækning af den engelsksprogede bogstavering af begreberne ’merkantil’ og ’teknisk’. Med valget af disse ord sendes et klart signal om, hvad der er fokusområderne, ligesom uddannelsesinstitutionen i valget af engelsk bogstaveringsform af begreberne signalerer det internationale perspektiv i dens arbejde.
I profileringen af Mercantec indgår et symbol i form af et stilistisk plus. Matematikkens plustegn er grundformen, der i Mercantecs udlægning kan kombineres med andre plusser og dermed symboliserer, hvordan én plus én i Mercantecs verden bliver til en hel del mere end to. Plusset symboliserer såvel fusionen mellem de to dele i uddannelsesinstitutionens navn – det merkantile og det tekniske – som fusionen mellem de to eksisterende skoler. Og det kan ses som det plus, som det for den enkelte elev og kursist er at være en del af et netværk, hvor én bliver til to bliver til mange.
Det stemmer fint overens med, at det gennemgående tema for den nye uddannelsesinstitutions kommunikation er begrebet ’Netværk’. Det er et udtryk hentet fra erhvervslivet, men med relevans både når talen falder på de sociale, de faglige og de personlige kvalifikationer og relationer. Deltagelse i et netværk er udtryk for, at den enkelte har relevans – at han eller hun tilfører helheden noget og samtidig bliver stadig bedre af at være netop en del af en fællesmængde. Det gælder, uanset om der er tale om en elev, en medarbejder eller en virksomhed.
Kontakt
Anders Bjørnstrup
Frida Tarp
Er du interesseret i at høre mere om casen eller har du andre spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte os.
Telefon:
8660 0488
E-Mail:
info@pn1.dk
